Nye MacBook Pro-modeller på vej
Overvejer du at købe en ny MacBook Pro? God idé – men vi vil foreslå, at du venter lidt med at hive tegnedrengen frem.
Forleden var Mobil-gadgets.dk forbi Eplehuset i København, og her lød meldingen, at MacBook Pro i 13- og 15″ versionerne var udsolgt og i restordre. Den medarbejder, vi talte med, kunne ikke fortælle hvor lang tid ventetiden var. Han mente dog, at der højest kunne gå én til to uger, før Eplehuset ville få nye sendinger.
- Vi regner med at få nye computere hjem i næste uge. Men vi ved det faktisk ikke med sikkerhed, før varevognen holder foran vores forretning med en ny sending MacBooks, sagde medarbejderen fra Eplehuset til Mobil-gadgets.dk, da vi spurgte ind til leveringsproblemerne.
Og nu viser det sig, at problemet ikke er begrænset til Eplehuset i København. Apple-siden TUAW skriver således i en nyhed, at Amazon også har leveringsvanskeligheder i øjeblikket. Og det kan, ifølge TUAW, kun betyde én af to ting: At der er mangel på MacBook Pro-computere, eller at der er en ny version på vej. Sidstnævnte er dog mest sandsynligt, da det er ved at være længe siden, at Apple har opgraderet MacBook Pro-modelprogrammet.
Muligvis ny CPU og SSD-harddiske
Det næste åbenlyse spørgsmål, der byder sig, er hvad Apple finder på af opgraderinger. TUAW spekulerer, at det mest sandsynlige er SSD-harddiske, akkurat som vi så det med den nye generation af MacBook Air. Man kan allerede få en SSD-harddisk i sin MacBook Pro, hvis man konfigurerer den, men rygtet vil altså vide, at SSD-diske muligvis bliver standard.
Ifølge eksperterne hos TUAW er det dog ikke sandsynligt, at hele modelprogrammet bliver udstyret med SSD-harddiske.
Andre spekulationer går i retning af, at Apple fjerner det optiske DVD-drev helt, for at få plads til andre lækkerier. Det er sandsynligt, at Apple vil gå foran resten af branchen og fjerne det optiske drev, ligesom Apple i sin tid gjorde med floppy-drevet.
Det er endnu for tidligt at spekulere i præcise datoer, men vi forventer, at Apple inden længe toner rent flag. Så hold øje med Apple Store og Eplehuset, og hold tegnedrengen lidt i ro. Hvis de nye MacBook Pro-modeller virkelig får SSD-harddiske, er de værd at vente på.





Kommentarer (0)
Trackback URL | Kommentarer RSS Feed
Der er ingen kommentarer endnu. Hvorfor ikke være den første til at sige sin mening.